Crohns sygdom

Crohns sygdom

Hvad er Crohns sygdom?

Crohns sygdom er en lidelse, der tilhører gruppen af inflammatoriske tarmsygdomme. Crohns sygdom er karakteriseret ved en kronisk inflammationstilstand i fordøjelseskanalen. Der findes flere forskellige typer af inflammatoriske tarmsygdomme, og de medfører ofte ensartede symptomer, hvorfor det umiddelbart kan være svært at skelne mellem disse forskellige tarmlidelser.

Den inflammatoriske tilstand ved Crohns sygdom kan være lokaliseret i alle dele af mave-tarm-kanalen, dvs. fra mundåbning til endetarmsåbning. Men inflammationen involverer oftest tarmslimhinden i overgangen mellem tynd- og tyktarm.

 

Hvilke symptomer er der på Crohns sygdom?

Idet sygdommen kan ramme alle dele af tarmsystemet, kan tilstanden forårsage symptomer af varierende grad, karakter og varighed. Nogle symptomer er dog hyppigere forekommende end andre, og disse kernesymptomer kan indikere, at der er tale om Crohns sygdom. Nogle af kernesymptomerne er:

  • Vedvarende diarré
  • Feber uden kendt årsag
  • Blødning fra endetarmen
  • Mavesmerter og/eller mavekramper
  • Forstoppelse
  • Nedsat appetit/øget vægttab
  • Træthed og udmattelse
  • Derudover oplever 10-20% symptomer uden for tarmen, såsom sygdomsforandringer i hud, øjne, og led.

Hvis små børn rammes af sygdommen, kan det medføre nedsat vækst og generel nedsat udvikling.

 

Hvilke årsager er der til Crohns sygdom?

Forekomsten af sygdommen er størst hos personer i alderen 15-35 år, men sygdommen kan udvikles i alle aldre. Derudover har sygdommen lige stor forekomst blandt mænd, som kvinder.

Årsagen til udvikling af Crohns sygdom er ikke fuldt klarlagt. Forskere mener dog, at kost og stress kan spille en afgørende rolle i forhold til udvikling af sygdommen. Nylige studier antyder ligeledes, at andre faktorer kan have indflydelse på udvikling af sygdommen; blandt andet genetiske og miljømæssige faktorer.

Fordøjelseskanalen indeholder normalt harmløse bakterier, som bidrager til fordøjelsen af de fødevarer vi indtager. Under normale forhold, angriber og eliminerer immunsystemet udefrakommende skadevoldende elementer såsom bakterier, virus, svampe og andre mikroorganismer. Under disse normale forhold beskyttes de harmløse bakterier, som hører hjemme i fordøjelseskanalen mod angrebet fra immunsystemet. Ved inflammatoriske tarmsygdomme, herunder Crohns sygdom, forveksler immunsystemet de harmløse bakterier - og ser dem som skadelige for kroppen. På baggrund af dette, rettes immunforsvaret således fejlagtigt imod de harmløse bakterier i fordøjelseskanalen.

Efter at et fremmedlegeme i tarmen har aktiveret immuncellerne, vil disse celler bevæge sig fra blodbanen og ind i tarmene, hvor de medfører en inflammationstilstand. Dette er en normal del af et velfungerende immunrespons mod en “farlig” mikroorganisme, som ønskes fjernet fra kroppen. Ved Crohns sygdom vedbliver betændelsen og bliver kronisk, hvilket fører til de karakteristiske symptomer, som ses hos personer, der lider af Crohns sygdom.

Crohns sygdom har tendens til at være arveligt. Lider et nært familiemedlem af sygdommen, er risikoen for selv at udvikle sygdommen betydeligt større, end hvis sygdommen ikke findes i familien. Flere studier har vist, at 5-20 % af dem som lider af sygdommen enten har en forælder, et barn eller en bror/søster, som også lider sygdommen.

 

Hvilke behandlingsmuligheder er der til Crohns sygdom?

Crohns sygdom er, som nævnt, en kronisk lidelse, hvilket indebærer at den ikke kan kureres. Til gengæld findes der forskellige metoder til at lindre symptomerne og reducere forværring af tilstanden, samt hæmme udviklingen af eventuelle følgesygdomme.

Betændelsestilstanden i tarmen medfører hyppigt en reduceret absorptionsevne i tarmen. Derfor er det ofte nødvendigt at øge kalorieindtaget og supplere kosten med kosttilskud i form af især jern, vitamin B12, kalium, kalk og magnesium. Dernæst anbefales rygestop, da rygning kan forværre eller stimulere en ellers dæmpet inflammation.

Derudover findes forskellige medicinske præparater, såsom kortison, som kan lindre betændelsestilstanden. Hvis ikke dette virker tilstrækkeligt, kan en operation med fjernelse af det afficerede område være nødvendigt. Men dette forsøges dog at undgås så vidt muligt.  

Vent!
Det tager kun 2 minutter.
Vil du have muligheden for at deltage i forskningsforsøg?
Gratis og uforpligtende · mere end 65.000 medlemmer
Ja, tilmeld mig!
Måske senere
Sundhedspanel

Hjælp forskningen igennem Sundhedspanel

Danmarks Sundhedspanels formål er at fremme sundhed gennem forskning, og vi har derfor brug for din hjælp. Du kan hjælpe ved at tilmelde dig Danmarks Sundhedspanel, og dermed blive mulig forskningsdeltager. Du vil kun blive kontaktet, hvis din sundhedsprofil passer til et kommende forskningsprojekt.

Opret sundhedsprofil